-
Ruben Jacobsen investerer sin pension selv – og han er en del af en fremadstormende tendens
来源: BDK Finans / 14 9月 2024 23:11:49 America/Chicago
Hvis man vækker tilfældige danskere midt om natten og spørger, hvad deres pension er investeret i, vil de fleste nok svare: Øh, det ved jeg ikke. Men hvis man vækker Ruben Jacobsen, så har han et svar parat. For den 31-årige silkeborgenser er en af de danskere, der selv investerer sin pensionsopsparing. Og det er han ikke ene om. Flere og flere danskere tager nemlig styringen over deres egen pension. Det mærker man i Danica Pension, hvor antallet af kunder, der selv investerer deres opsparing, er steget med 39 procent siden 2021. Selvom det vinder frem, så er det ikke egnet for alle at investere selv. Det mener Mads Moberg Reumert, der er cheføkonom i Danica Pension. »Man skal være bevidst om, hvilken risiko man løber, og den skal man være tryg ved, når man investerer selv,« påpeger han. Ruben Jacobsen er for så vidt enig. Følte sig bundet Det er faktisk relativt nyt, at Ruben Jacobsen har fået tøjlerne til sin egen arbejdsmarkedspension. Hans tidligere arbejdsgiver havde nemlig bestemt, at de ansatte skulle ligge i et standard pensionsprodukt med middel risiko. Dermed kunne Ruben Jacobsen hverken gøre fra eller til. Langt de fleste danskere har dog deres pension stående i et standardprodukt, hvor ens pensionskasse styrer investeringerne. Nogle kan vælge, om de vil have høj, middel eller lav risiko, men ellers blander man som opsparer sig udenom. Men Ruben Jacobsen ville gerne have en finger med i spillet. Den manglende frihed begyndte for alvor at nage Ruben Jacobsen i 2020, hvor store dele af aktiemarkedet bragede opad. Opturen gik dog udenom den 31-åriges pensionsopsparing. »Mine frie midler, som jeg kunne rykke rundt på, klarede sig godt. Men jeg kunne se min pension blive mindre og mindre værd. Så jeg følte mig låst på hænder og fødder,« husker Ruben Jacobsen. Men for nylig er låsen lirket op. Ruben Jacobsen har fået et nyt job og derfor et nyt pensionsselskab, som er Danica Pension. Nu investerer han sin pension på egen hånd. Hvordan han gør det, vender vi tilbage til. Cheføkonom: Mærk efter i maven Det er dog ikke kun Danica Pensions kunder, der har fået smag for at investere deres pension selv. Investeringsplatformen Nordnet oplever også en stor tilstrømning af kunder, som opretter en pensionsopsparing. Platformen tilbyder udelukkende ordninger, hvor kunderne selv vælger værdipapirer til deres pension. Cheføkonom Mads Moberg Reumert er optimistisk omkring, at flere og flere selv ønsker at investere deres pension i enkeltaktier eller investeringsforeninger gennem Danica Pension. Og interessen kommer i stigende grad fra unge mennesker. I 2021 udgjorde personer født i 1990 eller senere omkring tre procent af gruppen, som selv ville stå for deres investeringer i Danica Pension. Nu er det godt 20 procent. »Det er positivt, at flere og flere unge forholder sig til deres opsparing og bruger de muligheder, de har med deres pension,« understreger cheføkonomen. Men inden man giver sig i kast med at styre sin egen pension og tage ansvaret selv, skal man overveje én ting, råder Mads Moberg Reumert: Hvordan vil man have det, hvis ens pensionsopsparing fra den ene dag til den anden falder meget? Hvis det føles utrygt i maven, så bør man ikke investere selv, mener han. En potentiel gevinst Ruben Jacobsen gjorde sig også nogle tanker, inden han tog styringen over sin egen pension. Faktisk lavede han to regnestykker, der kiggede 40 år ud i fremtiden. Det ene gik på, hvor meget han kunne vinde, hvis hans afkast hvert år var ét procentpoint højere end det generelle aktiemarked – og mange af pensionskassernes middelrisiko-produkter – som er kendt for at give cirka syv procent årligt. Gevinsten lød på 11 millioner kroner. Det andet regnestykke gik på, hvor meget han kunne tabe, hvis han de næste mange år leverede et afkast et procentpoint lavere end aktiemarkedet. Tabet lød i det tilfælde på otte millioner kroner. »Det er et ret stort udfaldsrum, man har, hvis man lykkes med eller ikke lykkes med at investere på egen hånd,« siger Ruben Jacobsen. Og det store udfaldsrum har du det helt fint med i din mave? »Ja, det er mange penge, og man skal være bevidst om, at det er et kæmpe ansvar, man tager på sig selv. Men jeg tør godt tage den ekstra risiko, og det hænger sammen med min øvrige økonomi, som også er fordelt over bolig og frie midler,« svarer Ruben Jacobsen. Men den 31-åriges mod på at tage sin pension i egen hånd hænger også sammen med, at han har en stor interesse for aktier. Det bedste, han ved Ruben Jacobsen, som er uddannet inden for økonomi, købte sine første aktier på et almindeligt aktiedepot for 11 år siden. Startskuddet var en særlig bog om investeringer, som Ruben Jacobsen fik foræret og slugte med stor iver. I de seneste otte år, som Ruben Jacobsen har data for på sine frie midler, har han klaret sig bedre end aktiemarkedet. Det skyldes i høj grad, at den 31-årige med egne ord er »lidt af en aktienørd«. »Noget af det bedste, jeg ved, er at sidde en tidlig lørdag morgen og få en kop kaffe, mens jeg læser finansnyheder,« bemærker Ruben Jacobsen. Ruben Jacobsen understreger, at der er mange dygtige porteføljeforvaltere i landets pensionskasser. Derfor skal man bruge tid på sin pension, hvis man vil gøre det selv, og man skal have is i maven omkring sin strategi. De forudsætninger, mener den 31-årige selv, at han selv har. Derfor er han af den overbevisning, at hans pensionsformue har det bedst i hans egne hænder. »Jeg kan se, at jeg kontinuerligt gør det bedre end markedet. Når man tager det og lægger det over på pension, hvor man har mange penge at investere og en lang tidshorisont, så er der et kæmpe potentiale,« vurderer han. Potentialet har dog endnu til gode at vise sig for Ruben Jacobsen. Strategien er store selskaber Det var nemlig først i august, at Ruben Jacobsen fik sine penge med over til Danica Pension. Indtil videre har han købt tre enkeltaktier på pensionsordningen. De er købt op stille og roligt, for Ruben Jacobsen går meget op i at købe aktierne til en attraktiv kurs. Planen er, at han inden længe skal op på cirka otte aktier fordelt på forskellige sektorer. Og i takt med, at hans pensionsformue stiger, skal 10-12 aktier ind på pensionen. »Jeg køber store selskaber som Estée Lauder eller Carlsberg, så jeg ikke skal røre for meget ved det,« siger Ruben Jacobsen. På den 31-åriges øvrige investeringer er taktikken helt anderledes. Ruben Jacobsen kan nemlig sagtens finde på at handle optioner eller aktier, som han kun har i sinde at eje kortsigtet, når pengene stammer fra hans frie midler. Men det bliver ikke strategien på hans pension, og det er der to hovedårsager til. Det er nemlig dyrere at handle aktier på pensionsopsparingen, og derfor vil Ruben Jacobsen helst have sine pensionskroner stående i stabile selskaber, som han tror på langsigtet. Desuden skruer Ruben Jacobsen ned for risikoen på sin pension, fordi han vil sikre sig, at der trods alt ligger nogle penge til ham, når han en dag trækker sig fra arbejdsmarkedet. »Jeg går mere aggressivt til mine frie midler,« understreger den 31-årige. Sandheden vil vise sig om 40 år Apropos risiko, så er der en særlig detalje, som man skal være opmærksom på, hvis man tager styringen over sin pension selv. Mange af pensionskassernes standardprodukter har nemlig obligationer i sig. Og selv hvis man vælger høj risiko, vil man typisk få flere obligationer ind i porteføljen i takt med, at man ældes. Det kaldes nedtrapning, men det sker ikke, når man selv styrer sin pension. Derfor er Ruben Jacobsen bevidst om, at han måske i fremtiden skal købe obligationer til sin pension. Det er dog ikke et køb, han har på radaren endnu. »Jeg har ingen obligationer, og for nuværende tør jeg godt være fuldt eksponeret til aktier,« siger Ruben Jacobsen og tilføjer: »Men det er klart, når man kommer tættere på pensionsalderen, så kan det være mere relevant. Så det er en vurdering, jeg tager senere hen, om jeg skal ned i risiko.« Det er også ført senere hen, det vil vise sig, om Ruben Jacobsen har gjort klogt i at styre sine investeringer selv – frem for at lade et pensionsselskab gøre det. »Jeg ved ikke, om det her er en god idé, og det ved du heller ikke. Først om 40 år, når jeg skal på pension, ved jeg, om det var en god eller en dårlig beslutning at investere de her penge selv,« pointerer han. Ikke desto mindre er Ruben Jacobsen meget glad for, at han efter års venten endelig har fået muligheden for at styre sin egen pension. https://www.berlingske.dk/dine-penge/ruben-jacobsen-investerer-sin-pension-selv-og-han-er-en-del-af-en